Tredje vidne: Peter Kemp

(Professor emeritus Aarhus Universitet DPU).

(Vidne til belysning af klimabevidsthedens barrierer).

(Anklagers spørgsmål til og svar fra Peter Kemp er af tekniske årsager ikke medtaget her).

Forsvarer til Peter Kemp

1. Professor Kemp, De har (sammen med Lisbeth Witthøfft Nielsen) undersøgt klima- bevidstheden hos den almindelige borger i Vesten. Hvad er resultatet af Deres undersøgelse?

Ja, vi undersøgte hvorfor mange mennesker har så svært ved at reagere på deres viden om klimaet. De fleste ved, at det de gør har nogle uheldige virkninger på miljøet, men alligevel gør de det. Så vi spurgte os selv, hvad grunden var.

2. Og hvad var grunden?

Vi inddelte disse bevidsthedsbarrierer i to kategorier, de fysiske og de psykiske barrierer. De fysiske barrierer kaldte vi: Usynligheden, kompleksiteten og umærkeligheden. Det vil sige det ved de fysiske forhold som gør at vi ikke forholder os seriøst til dem – på trods af vores viden.

De psykiske barrierer indkredsede vi under disse begreber: Natursyn, magtesløshed, fatalisme, ubetydeligheden og kortsynetheden.

3. Kan De kort gøre rede for hvad der ligger i disse begreber?

Vi opererede med to kategorier indenfor de individuelt orienterede barrierer, de strukturelle, som knytter sig til individets personlige prioriteringer i dagligdagen og som er afhængig af samfundsmæs- sige strukturer, f.eks. det helt lavpraktiske at man ikke har tid til at gøre det, der er mest fornuftigt i forhold til klimaet – og så de psykiske barrierer, der er faldgruber, som kan opstå i den enkeltes bevidsthed som en reaktion på den eksisterende debat. Vi mener at det er kombinationen af bæredyg- tighedsbegrebets forholdsvise abstrakte karakter og eksperternes usikkerhed om de reelle konse- kvenser, der kan danne grobund for de psykiske barrierer. Fælles for de psykiske barrierer er at de er udtryk for handlingslammelse og magtesløshed. Vi fandt tre karakteristika ved denne magtesløshed: 1. fatalismen eller skæbnetroen, 2. ubetydelighedskomplekset og 3. kortsynetheden.

Fatalismen ser vi både blandt klimaskeptikere og klimaforkæmpere. På den ene side mener skeptikerne at miljøsagen dækker over andre økonomiske og politiske interesser. Men blandt miljøforkæmperne kan der ligge en fatalisme i selve katastroferetorikken, hvori det implicit udtrykkes, at det næsten er for sent at gøre (noget som helst). Der ligger også en risiko for fatalisme i det forhold, vi har kaldt ”krydspres”, altså at politikerne taler med to tunger: På den ene side vil de gerne være bæredygtige, men på den anden side fremmer de alle de strukturer, der ikke er det: altså det private forbrug, subsidier til fossile brændstoffer m.m. Ubetydelighedskomplekset handler om at man som individ ser sig selv så lille, at det ingen betydning har i det store billede. ”Kortslutningen, som fører til ubetydelighedskomplekset, ligger i, at individet ikke kobler sin egen indsats til fællesskabets indsats”13. Ubetydelighedskomplekset udløser også en tanke som: ”Hvorfor skal jeg gøre noget, når ingen andre gør noget”. Indenfor denne problematik hersker der det dilemma, at en stærk statslig regulering kan svække den enkelte borgers engagement og miljømæssige omtanke, mens den statslige regulering heller ikke kan ske uden at den enkelte borger støtter op om det. Langt de fleste ønsker en overstatsli- ge (altså EU) regulering af produktion og forbrug af energi.

Kortsynetheden lider af mangel på evnen til dels at koble det lokale perspektiv med det globale, dels at koble det etiske ansvar for medmennesket til et etisk ansvar for de fremtidige generatio- ner. ”For at overvinde kortsynetheden som barriere i forhold til erkendelsen af et etisk ansvar overfor de fremtidige generationer er det derfor nødvendigt at sætte fokus på forholdet mellem fortid, nutid og fremtid og fremhæve menneskets historiske bevidsthed om, hvad det har overtaget fra tidligere generationer. For ligesom kommende generationer skal overtage en verden efter os, er vi tidligere generationers efterkommere og har overtaget en verden fra dem”.