Første vidne: Jens Mattias Clausen

(Vidne til afklaring af igennem hvilke kilder Vores Livsstil udleder drivhusgasserne.)

Anklagers spørgsmål til Jens Mattias Clausen

1. Vores Livsstil er skyld i store mængder udledning af drivhusgasser. Kan du fortælle os hvorfra disse udledninger af drivhusgasser kommer?

Størstedelen af drivhusgasudledninger stammer fra brugen af fossile brændsler. Globalt er 65% af drivhusgasudledningen CO2 fra fossile brændsler og industrielle processer, men der er også store CO2-udledninger fra eksempelvis skovfældning.

Endelig er der store udledninger af de såkaldte superdrivhusgasser metan og lattergas, der stammer fra bl.a. landbrugsproduktion, samt i mindre grad F-gasser. Disse drivhusgasser er langt mere potente end CO2, men eksempelvis metan er også noget kortere tid i atmosfæren, før den forsvinder.

Konkret stammer ca. 15% af udledningerne fra transportsektoren, 25% fra elektricitet og opvarm- ning, 21% industrien og 24% fra landbrug, skovbrug osv.

2. Hvilken del af vores livsstil forårsager den største drivhusgasudledning?

Globalt set er det vores energiforbrug, der er den største synder. Det dækker over bl.a. elektricitets- forbrug, industriel produktion og transport. I Danmark tyder undersøgelser på, at det er vores materielle goder som ipads og tøj, samt mad og drikke, der udgør den største del af vores individu- elle CO2 aftryk. Herefter kommer energi såsom elektricitet, opvarmning og brændstof. En stor del af det CO2-aftryk tælles imidlertid ikke med i Danmark, da produktionen foregår andre steder i verden; vi har altså på mange måder eksporteret store dele af vores forurening til andre lande, og det er vigtigt at holde sig for øje, når man snakker om Danmarks klimabidrag.

For den enkelte forbruger eller den enkelte familie varierer det meget, hvilke dele af vores livsstil, der er mest problematisk klimamæssigt. Hvis man eksempelvis flyver ofte, bonger det meget ud i regnskabet. Hvis man spiser meget kød, særligt fra drøvtyggere som køer, der udleder store mængder metan, bidrager det også meget.

3. Kan du sige noget om, hvor meget CO2 den enkelte borger i Danmark udleder årligt? Og igennem hvilke forbrug og aktiviteter? – Er der lavet nogen beregninger på det?

Der eksisterer en række beregninger på hver enkelt danskers udledning af drivhusgasser, men det er en svær øvelse, da store dele af vores udledninger kommer gennem forbrug, der ikke registreres som del af det danske drivhusgasregnskab, fordi produktionen foregår et andet sted i verden. Hvis man bare ser på direkte drivhusgasudledninger per capita i Danmark, så snakker vi ca. 10 ton CO2-ækvivalent (herfra bare CO2) årligt. Men som sagt er det misvisende. Kigger man i stedet på vores globale CO2-aftryk, der tager højde for vores samlede forbrug, snakker vi et væsentligt højere tal. Concito har tidligere udregnet den enkelte danske borgers CO2-aftryk til at være 17 ton om året i gennemsnit, heraf er 5 ton den enkeltes del af fællesskabets udledninger (eksempelvis offentligt forbrug og infrastruktur). Kun 15% af danskernes CO2-fodaftryk kommer ifølge den rapport fra elektricitet og brændsler, mens materielle goder og mad og drikke er de værste syndere. Ifølge en rapport fra Rockwool-fonden reducerede Danmark i perioden 1996-2007 vores produktionsbasere- de drivhusgasudledninger, dvs. hvad der direkte bliver udledt i Danmark, med 20%, mens vores forbrugsbaserede drivhusgasudledninger kun blev reduceret med 5%. Vi eksporterer dybest set vores forurening til andre steder i verden.

Men det er vigtigt at forstå, at der er store usikkerheder forbundet med tallene for CO2-fodaftryk- ket, da de i høj grad afhænger af, hvilke metoder man bruger. Eksempelvis påstår nogle forskere, at et kilo ost udleder 29 kg CO2, mens andre siger 13,5 kg CO2. Det kommer også i høj grad an på, hvordan varen er produceret og det er derfor svært at generalisere. Men tallene giver under alle omstændigheder nogle klare indikationer af, hvor vores problemer primært ligger. Eksempelvis er der ingen tvivl om, at forbruget af kød fra drøvtryggere, som køer og får, ligger helt i toppen pga. de store mængder metan, der er forbundet med produktionen. Til gengæld skulle en liter dansk øl angiveligt kun udlede 1 kg CO2, så det er jo gode nyheder. Generelt er det selve produktionen af goderne, der står for langt størstedelen af drivhusgasudslippet, mens transporten af dem udgør en væsentlig mindre del af problemet.

4. Hvordan er det, hvis man sammenligner på globalt plan?

Danmarks hjemlige drivhusgasudledninger per capita ligger over EU-gennemsnittet og er således ganske højt, men markant under de største udledere som eksempelvis Kuwait og Qatar. USA har stadig en per capita udledning, der er næsten dobbelt så stor som Danmarks. Men som sagt er det i virkeligheden mere relevant at se på vores CO2-fodaftryk og her bliver det svært. Selvom der mangler gode, sammenlignelige tal, er det ret sikkert, at Danmark her scorer meget højt. Så på trods af den imponerende grønne omstilling i den danske energisektor, belaster vi stadig det globale klima uforholdsmæssigt meget.

5. Og hvad er det optimale mål for at nedbringe drivhusgasudledningen?

Der er ingen tvivl om, at vi skal nå til nul udledninger af drivhusgasser på et tidspunkt. I praksis kan det ikke lade sig gøre, hvis man stadig vil brødføde sin befolkning, da eksempelvis landbruget altid vil udlede en anelse drivhusgasser ligegyldigt, hvor meget man optimerer og reducerer. Derfor snakker man i stedet om netto nul udledninger, hvor eksempelvis træernes og planternes evne til at optage og binde CO2 betyder, at man potentielt kan balancere den resterende drivhusgasudledning, man ikke kan undgå, med tilsvarende ”negative” udledninger.

I Paris-aftalen besluttede alle verdens lande, at man så vidt muligt skal sigte efter at begrænse de globale temperaturstigninger til 1.5 grad over præ-industrielt niveau. Det betyder, at vi skal nå netto nul udledninger mellem 2060 og 2080 – og allerede have udfaset fossile brændsler som kul og olie senest i 2050. Men det er vigtigt at forstå, at det ikke bare handler om, hvor vi ender henne om 50 år – vi bliver nødt til at reducere udledninger kraftigt hurtigst muligt, ellers er det ikke muligt at leve op til Paris-aftalens temperaturtærskel. På nuværende tidspunkt, med de forpligtelser der blev lagt på bordet i Paris, er verden på vej mod en 3 graders temperaturstigning.

6. Hvordan når vi frem til det?

Vi skal både bruge mindre energi og den energi, vi bruger, skal være 100% vedvarende. Vi skal genoprette naturlige økosystemer, som eksempelvis skove. Vi skal spise markant mindre kød og landbrugsproduktionen skal generelt omlægges, så den bliver mere bæredygtig. Helt generelt har vi brug for en mere holistisk tilgang til de udfordringer, vi står over for, hvor vi indtænker positive sideeffekter både ud fra et klimamæssigt, miljømæssigt, socialt og økonomisk perspektiv. Det er svært at forestille sig, at vi kan løse klimaudfordringen udelukkende gennem teknologiske frem- skridt. Vi er nødt til at gentænke en række måder, vores samfund fungerer på. Der er brug for både kognitive og sociale forandringer, der har bæredygtighed som central rettesnor. Eksempelvis kunne man overveje, om det ikke ville være en fordel med kortere arbejdsuger, hvilket kan give mere livskvalitet og samtidig føre til mindre forbrug pga. de lavere lønninger. På mange måder er det afgørende, at vi begynder at forbruge mindre og på en anden måde. Eksempelvis er det markant bedre at bruge pengene på en tur i teateret end nyt tøj. Generelt er det bedre for klimaet, hvis du bruger dine penge på service frem for materielle goder.

7. Kan du sige noget om, hvornår man begyndte at have alvorlige bekymringer om klimaets tilstand?

Forskning om sammenhængen mellem udledningen af CO2 og klimaet begyndte allerede i det meget små i slutningen af 1800-tallet, men det var først i 1950’erne og frem, at forskerne for alvor begyndte at blive bekymrede. I 80’erne fik man gennem boringen af iskerner i Antarktis, der gik flere hundredetusinde år tilbage, endeligt etableret den tætte sammenhæng mellem koncentrationen af CO2 i atmosfæren og temperaturerne gennem historien. I 1988 gik den berømte NASA-forsker James Hansen i vidneskranken i den amerikanske kongres, hvor han utvetydigt påpegede, hvordan menneskeskabte drivhusgasudlednin- ger fører til klimaforandringer. Samme år blev FN’s internationale klimapanel nedsat.

8. Og hvornår begyndte disse bekymringer at nå ud til offentligheden?

Det kommer nok an på, hvordan man definerer offentligheden. Situationen var ikke den samme verden over. Men i den vestlige del af verden var det nok James Hansens vidnesbyrd 1988, der for alvor fik startet mediemøllen. I 1992 afholdt man så det berømte Earth Summit i Rio de Janeiro, hvor FN’s klimakonvention var en af de tre konventioner, der blev vedtaget.

9. Vil du mene at man som borger i Vesten kan være uvidende om konsekvenserne af Vores Livsstil?

Det korte svar er nej. Det er ganske vist et meget kompliceret emne og detaljerne er der stadig uenighed om, men det må anses for at være mere eller mindre umuligt ikke at kende til den grund- læggende pointe om, at vores måde at leve på fører til klimaforandringer.

Forsvarers spørgsmål til Jens Matthias Clausen

1. Er det overhovedet muligt for det enkelte menneske at overskue sin egen rolle i klimaforandringerne?

Det kan virke meget uoverskueligt, og det er helt forståeligt. Derfor er det også bedre at fokusere på de konkrete muligheder, man har i sit eget liv for at reducere det CO2-aftryk, man har. Gennem den konkretisering, bliver det forhåbentlig mere overskueligt.

2. Ville fremtidig teknologi kunne afhjælpe disse negative konsekvenser?

Groft sagt har vi allerede nu de teknologier, der kan løse problemet. Det der mangler er dels politisk vilje og dels nogle mere grundlæggende forandringer i vores måde at leve på, som teknologi aldrig vil kunne afhjælpe. Når det er sagt, så er det selvfølgelig en realistisk antagelse, at de teknologiske fremskridt vil gøre det lettere og billigere for os at håndtere problemet; det har vi bl.a. set med de kvantespring, som vedvarende energi har taget bare de sidste par år. Det er bare helt afgørende, at man ikke bruger forhåbningerne om fremtidige teknologifremskridt til at udsætte arbejdet. Det, der betyder noget for atmosfæren, er de akkumulerede drivhusgasser. Og da eksempelvis CO2 bliver mange år i atmosfæren, mindskes chancen år for år for at kunne håndtere problemet. Hvis man derfor venter med for alvor at gøre noget til, man har fået endnu bedre teknologier, så kan man reelt set have lukket døren til at holde temperaturstigningerne under 2 grader. For hvert år, der går, bliver det sværere og dyrere at løse problemet.

3. Hvorfor skal vi ændre vores livsstil, når vi er i gang med at håndtere det?

Vedvarende energi blæser frem og Paris-aftalen sætter nogle fornuftige rammer for udviklingen. Men vi er meget langt fra at være, hvor vi skal være. Som det ser ud lige nu, vil landenes forpligtel- ser fra Paris føre til en 3 graders temperaturstigning. Og hvis vi skal have nogen chance for at reducere temperaturstigningen til i nærheden af 1,5 grad, så skal tempoet gevaldigt i vejret. I sidste ende skal vi nå til netto nul drivhusgasudledninger, og det kan ikke lade sig gøre, hvis vi ikke ser nogen ændringer i vores livsstil. Så simpelt er det. Men det behøver ikke nødvendigvis betyde dårligere livskvalitet, bare en anden måde at opnå at leve sit liv på, der er mindre fokuseret på materielt forbrug.

4. Er det rigtigt at Danmark har den højeste procentdel grøn energi produktion?

  • Ja.

5. Hvor høj er den?
– 42 %

Tak til Jens Matthias Clausen