Femte vidne: Jennie Kaae Ferrara

(cand.mag., mor, blogger, tidligere medarbejder hos Concito og klimaaktivist).

(Vidne til belysning af de personlige omkostninger ved at bære ansvaret for klimaet ind i privatsfæren Anklageren fremdrager vigtigheden af kollektivt ansvar.)

Anklager til Jennie Ferrera

1. Du valgte i 2008 (?) at ændre din livsstil. Hvad gjorde du?

Jeg valgte at holde op med at flyve.

2. hvorfor?

Fordi det udleder så voldsomt meget CO2. Jeg kunne ikke længere lade som om det var i orden længere.

3. og var det et svært valg?
Ja, store dele af min familie bor i USA, og det er blevet meget sværere at se dem. Det er også en

jævnlig konflikt i min familie fordi der er så mange ting jeg afslår at deltage i.

3. Men du har alligevel valgt fortsat at gennemføre din beslutning. Hvorfor? Jeg synes ikke man med al den viden vi har i dag kan fortsætte med at flyve.

4. Du er jo indkaldt som vidne fordi du er et eksempel på hvordan klimaspørgsmålet også har ret så store psykologiske konsekvenser. Hvordan vil du beskrive din bekymring for klimaet?

Den kan sammenlignes med sorgprocessens stadier:

Benægtelse – jeg afviste, at det kan være rigtigt.
Vrede – jeg blev vred over, at sådan noget kan overgå én – “hvorfor mig?”.
Forhandling – jeg forsøgte at holde det uværgelige på afstand – “lad mig leve, indtil jeg har…”. Nedtrykthed – jeg begyndte at indse, at jeg var udenfor kontrol – “det kan også være lige meget, det hele”
Accept – jeg indså, at det er sådan tingenes tilstand er nu – “det skal nok gå alt sammen”.

Altså, der er hele tiden ydre påvirkninger der får os til at justere vores ståsted. Familie, arbejde, det internationale samarbejde om klima. Det er let nok at blive optimistisk umiddelbart efter et topmøde som har sikret en bindende aftale, hvor man har set nogle engageret politikere og aktivister arbejde målrettet på en løsning. Men der skal bare en enkelt notits i avisen om at videnskaben har undervurderet CO2’ens effekt på vores klimasystem for at det hele ramler. Så synes vores anstrengelsers frugt at fordufte og vi bliver slået hjem til start, skal lave endnu strammere aftaler, handle hurtigere, helst i forgårs.

5. Og hvor er du i spektret?

Det skifter. Jeg føler jeg har været det hele i gennem, op til flere gange. Jeg er lige kommet ud af en introvert periode, fordi jeg har kunnet tage omsorg for mig selv. Jeg kunne ikke fungere med bevidstheden om klimakrisen så overhængende hvert øjeblik. Nu er jeg mere i en slags agnostisk periode. Jeg VED jo reelt ikke hvordan det flasker sig, det kan gå alle veje. Men det er mig magt- påliggende at gøre det jeg føler er rigtigt uanset om alt håb er ude. Lade som om, at det nok skal gå. Alt er ret ligegyldigt ellers.

Forsvarer Til Jennie Ferrera

Forsvaret fremdrager hvor absurd det er at tage det hele på sig.

1. Hvad har det betydet for dig at du har afskåret mulighederne for at flyve?

Jeg kom ikke til min meget gode venindes bryllup i USA, og jeg ser også min familie sjældnere end jeg ellers ville have gjort.

2. Hvilke familiemedlemmer har du i USA? Min mor bor i Texas.
3. Så du har ikke set hende siden 2008? Jo, hun kommer til mig.

4. Med fly?

Ja.

5. Så de ture du ikke tager, dem tager de andre?

Sådan vil jeg måske ikke formulere det. Men til en vis grænse, ja.

6. Hvad har det betydet for dig, rent humørmæssigt og psykologisk?

Mener du dét at jeg ikke flyver eller fremtidsudsigterne for vores klima?

7. Både og. Tag bare det første først. Hvad betyder det for dig at du ikke flyver, rent psykologisk?

Jeg får det lidt bedre med mig selv. Hvis jeg tager til USA udleder jeg lige så meget CO2 som man kan forsyne et parcelhus med elektricitet i omkring 15 år.

8. Hvad betyder fremtidsudsigterne for dig?

Jeg har nogenlunde lært at leve med det, men der er også stunder, hvor jeg går helt ned. Jeg er meget pessimistisk. Jeg tror ikke vi mennesker er opgaven voksen. Jeg tror ikke at menneskeheden overlever.

9. Hvorfor ikke? Hvor har du de oplysninger fra?
Fra mange pålidelige kilder. Jeg har arbejdet i Concito og jeg har arbejdet med klima i mange år.

10. Vil du begå kriminalitet hvis du synes det gjorde en forskel?

Igen, det handler om min konkrete tilstand på et givent tidspunkt. Lige nu og her er det på vippen. Tidligere ville jeg pure have nægtet. Jeg bekymrer mig om klimaets tilstand på vegne af min børn og deres fremtid. Og da de var mindre, tror jeg ikke de havde godt af at have en mor i fængsel. Nu er de ældre, mere selvstændige, og måske ville de kunne forstå, at jeg ikke nødvendigvis er et dårligt menneske bare fordi jeg gjorde noget ulovligt. Det er vel ret abstrakt for børn at dét at gøre det rigtige ikke nødvendigvis er i overensstemmelse med den aktuelle lovgivning.

Desuden sker der nogle positive ting mht klimaaktivisme der giver mig mod på at gøre forsøget. For få uger siden slap en lille aktivistgruppe på fem personer i Everett, Washington State, der kalder sig Delta 5 med minimal straf for at have forpurret transport af fossilt brændstof pga en “necessity defense”. Det er første gang nogensinde at nødværge-princippet er taget i brug i forbindelse med klimaet. Altså, at de var nødt til at gøre det pga den nært forestående klimafare forbundet med brændstoffet. Og i 2008 slap en Greenpeace-gruppe kaldet Kingsnorth 6 for straf af samme årsag, Seks aktivister brød ind i et kulkraftværk og blev frifundet fordi en af vidnerne var en klimaviden- skabsmand der vidnede omkring menneskehedens dystre fremtid pga netop fossile brændsler.

Det giver også stof til eftertanke. Vi er meget optaget af ejendom. Man må ikke beskade andres ejendom, og kan blive straffet for at gøre det. Hvorfor må vi kollektivt save den gren over, som vi alle sidder på?

Dertil kan jeg kun sige, at i denne tidsalder, hvor vi synes at have knækket koden på så meget, synes knapt at være begyndt, når vi i dén grad er handlingslammet. Vi er faktisk ret menneskefjend- ske. Vi gør alt hvad vi kan for at gå til grunde, synes det. Vi bilder os ellers ind, at vi er så glade for livet.

11. Hvad er det for et bind du om armen?
Det er en markering af grænsen for hvor meget CO2 vi må udlede.

12. Jeg har hørt at du har fået en tatovering. Må vi se den? Og hvad handler den om?

Ja. Jeg har tre tal på min arm. De angiver hvor mange ppm (CO2-molekler pr. milliontedel molekyle i atmosfæren) der var i atmosfæren da jeg blev født – da min ældste og min yngste søn blev født. Typografien er lavet af initiativtagerne til det verdensomspændende projekt, som jeg hermed er en del af.