Dom

afsagt den 10. februar 2016
i processpilsskitsen ved Københavns Byret

hvor anklager repræsenterede:

nutidige og
kommende generationer

imod

Vores Livsstil

repræsenteret af dens forsvarer.

Denne udskrift af dommen indeholder:

Sagens baggrund og parternes påstande
Vidnernes forklaring
Rettens begrundelse og afgørelse: Nævningenes votering
Indledende drøftelser
Publikums bemærkninger
Hver enkelt nævnings vurdering og kommentarer
Afklarende bemærkninger
Afsluttende drøftelse om skyldsspørgsmålet
Afgørelse af skyldsspørgsmålet
Drøftelse om strafudmåling
Fastsættelse af straf

Sagens baggrund og parternes påstande

Vores Livsstil stod under anklage for ” i fuld eller delvis bevidsthed [at have] udledt så store mængder drivhusgasser, at det har forårsaget og fremover vil forårsage gennemgribende skader på de for mennesket livsvigtige økosystemer, som vil medføre markante indgreb i senere generationers mulighed for en almindelig lovhjemlet livsudfoldelse”.

Anklagers påstand var:

At Vores Livsstil kendes skyldig og at det derfor pålægges hvert enkelt individ en maximal kvote af årlig drivhusgasforbrug, opgjort som direkte energiforbrug og udledning i forbindelse med transport, materielt forbrug og fødevarer samt skovbrug og anden arealanvendelse, som ikke må overstiges.
CO2-kvoterne afhænger af budgetter for, hvordan der er en videnskabeligt begrundet chance for at holde os under 1,5 grad. Kvoterne udmøntes i en faldende kurve således, at der ved år 2050 er en 100% energiforsyning baseret på vedvarende energikilder. Det vil sige, at kvoten reduceres med 10 % årligt. Den individuelle kvote kan i visse nødvendige tilfælde forhøjes, hvilket besluttes af Energi-, Forsynings- og Klimaministeriet.
Det skal være frit for hver enkelt at bruge denne kvote på forbrug, transport, fly eller fødevarer.

Forsvarers påstand var:

Frifindelse, hvorved ingen kvoter for maximaludlening af drivhus- gasser indføres ved lov.

Subsidiært nedlægges påstanden at den maximale kvote kun skal reduceres med 5 % p.a.

Vidnernes forklaringer

Seks vidner var indkaldt:
– to klimaeksperter til belysning af Vores Livsstils påståede handlinger,
– en filosof, der redegjorde for klimabevidsthedens barrierer,
– en repræsentant for beklædningsbranchen, der gjorde rede for problemer og tiltag i denne industrisektor, der også fungerede som analogi til andre brancher,
– to individuelle vidnesbyrd om livsstilsomlægning.

Klimaeksperterne forelagde hvilke risici, menneskeheden udsatte sig selv for ved at udlede så store mængder drivhusgasser, som det er sket indtil nu og med sandsynlighed vil fortsætte med i en årrække fremover, samt en videnshistorik, der forklarede hvornår hvem har vidst hvad.

Filosoffen forklarede hvilke almene blokeringer, der kunne ramme og havde ramt mange menneskers bevidstshed om klimaet. Han gjorde rede for, at alle disse bevidsthedsbarrierer hvilede på falske forestillinger.

Repræsentanten for beklædningsnindustrien fortalte om mange forskellige tiltag i en mere CO2-neutral retning, som branchen havde indført og var i gang med at indføre, både på et oplysningsplan og i tøjets produktions- og forbrugerfase.

De individuelle ”livsstilsomlæggere” forklarede om både psykologiske og praktiske konsekvenser af deres forsøg på at nedbringe deres individuelle og deres families CO2-aftryk.

For yderligere informationer om vidnernes forklaringer, se i menupunkterne til højre.

Rettens begrundelse og afgørelse
Nævningetingets votering

Indledende drøftelser

Dommeren indledte med at pointere at nævningetinget, som det også er i rigtige retssager, er sat sammen af folk uden specielle forudsætninger. Derpå nævnte hun, at man holder drøftelsen om skyldsspørgsmålet skarpt adskilt fra udmåling af straffen. Hun indledte dermed første afdeling, hvor man taler løst og fast om, hvad man har hørt i retssalen, og hvor det er i orden at påvirke hinanden.

På spørgsmål fra en nævning pointerede hun også, at tvivlen skal komme den anklagede til gode, men ikke enhver tvivl, eftersom der aldrig stadfæstes en dom uden tvivl.

En nævning savnede en udfoldelse af det retlige grundlag for at dømme den tiltalte. Dommeren svarede, at denne sag ikke kan presses ind i en sædvanlig straffesags rammer, og opfordrede nævningene til ikke at hænge sig for meget i juraen, uden at hun dog fraveg princippet, at man ikke kan dømme uden en hjemmel ”eller noget der er lige så godt som en hjemmel”.

På spørgsmål fra en nævning redegjorde hun også for, at man ikke kan undskylde sig med, at man ikke har kendt loven. Uvidenhed er, juridisk udtrykt, ikke diskulperende.

Hun gjorde desuden rede for de tre grader af forsæt:
1. Direkte forsæt. Jeg gennemfører min handling med henblik på at gøre det, som jeg ved er ulovligt.
2. Sandsynlighedsforsæt, hvor jeg f.eks. truer med en kniv og skaber en sandsynlighed for at der kan ske en strafbar handling.
3. Eventualforsæt, hvor man velvidende om en risiko for at begå en strafbar handling, alligevel gør det. Eksempelvis hvis man smider en tændstik i nærheden af en høstak, der så forårsager stor skade.

Alle forsæt er strafbare.

Det første nævningene diskuterede, var spørgsmålet om, hvem ”Vores” var i Vores Livsstil. Der er både forskel på folk i Danmark og i Bangladesh, på Østerbro og Vesterbro, på unge og gamle.

Dette var et aspekt, der også blev fremlagt af den frivillige fra salen, der fik lov til at komme med en sidste replik. Normalt får den tiltalte denne sidste replik, men dommeren lod i stedet én person ved håndsoprækning fra salen få ordet. Denne replik (af tidl. advokat Poul Roepstorff) erindrede om den paragraf i straffeloven, der pålægger enhver at komme en nødstedt til undsætning, og mente samtidig at den ældre generation var mere skyldig end den yngre.

En nævning var bekymret for, om en evt. straf ville ramme fattige og udsatte hårdere end de priviligerede, og en anden mente, at et udviklingsland havde mere ret til at udlede CO2 end et industrialiseret land.

Arbejderen på systuen i Bangladesh bidrager også til CO2-udledning, blev det sagt, men imødegået af argumentet om, at denne arbejder for det første ikke udleder lige så meget CO2, som den vestlig aftager af det produkt, arbejderen skaber, og for det andet er tvunget til at arbejde dér.
Men ejeren af fabrikken kan på mange måder understøtte en livsstil, der minder om Vores, ja, den kan undertiden være endnu mere ekstrem med fem biler, mange rejser, kæmpe huse med mere.
Det er vores CO2-aftryk og vores produktion, det handler om, sagde en anden. Man skulle sørge for, at vi ikke har en økonomisk fordel af at lægge produktionen langt væk.
Vidnet Cecilie Thorsmarks redegørelse for hvordan beklædningsbranchen forsøger at nedsætte CO2-forbruget både i forbruger- og produktionsledet blev ihukommet. Der var sympati med beklædningsbranchens målsætning om at gøre CO2-neutrale produkter attraktive. Der var også en business-case i det, huskede én, at hun sagde.

Da diskussionen vendte tilbage til spørgsmålet om hvem Vores er, blev anklageskriftet taget i brug: Det er fortrinsvis den vestlige kultursfære, Nordamerika og Europa. Og den geografiske afgrænsning syntes mindre væsentlig for én nævning, der sagde, at produktionen i Østen kun er der, fordi vi kræver den. Hvis ikke Nordamerika og Europa havde den livsstil, de har, lå der ikke 4.500 kulkraftværker i Kina.

Men det er mere Livsstilen, der er interessant, sagde en anden, der opfattede Livsstilen som et samtidsfænomen, men at den i anklageskriftet blev defineret historisk. Den går tilbage til industrialiseringen, måske 1600-tallet. Spørgsmålet er, om det innovative i Vores Livsstil ikke snarere er en naturlov, om ikke anklagen retter sig imod noget naturmæssigt i mennesket? Er det virkelig Vores Livsstil vi anklager, eller er det noget mere grundlæggende?

Dette blev imødegået med et geografisk og historisk argument: Dels er der gået tusindevis af år, hvor denne ”innovative” udvikling ikke er sket, dels er der kulturer, der af traditionalistiske eller andre grunde, ikke har foretaget en sammenlignelig udvikling.

Men, sagde en anden, hvis Vesten fordampede fra jordens overflade, ville Bangladesh f.eks. ikke forsøge at øge sin levestandard? At de skulle have lov til det, var en mening, flere delte. Det er mere tilladeligt hvis Bangladesh vil op på Englands i 1700-tallet, end det er for frådserne. De vil også have deres Ruhrdistrikter og biler, mens vi snyder med hvor meget CO2, vores biler udleder.

Men det er ikke en undskyldning for, at vi lever som vi gør, sagde den næste. Hvad flere nikkede til. Peter Kemps indlæg drejede sig netop om, hvordan vi kan ændre retning. Hvad der sker i Bangladesh, fratager ikke os et valg om, hvor meget vi må udlede.

I forlængelse af den historiske diskussion sagde én, at Vores Livsstil går endnu længere tilbage end 1600-tallet, fordi kolonitiden var begyndelsen til globaliseringen, som den næste pointerede, var et grundvilkår for Vores Livsstil. Hvis vi standser al udledning af CO2 i Danmark, men de fortsætter i Tyskland, så kommer det til at påvirke os. Der er en masse eksternaliteter i denne problematik. Hvis den vestlige verden stopper, og de andre fortsætter, så har deres miljøsvineri også en indflydelse på os. Der er så mange faktorer, der kan falde tilbage på os.

Derefter blev der åbnet for diskussionen om denne sag blev rejst for menneskets eller naturens skyld. Tager vi menneskets eller naturens side? blev der spurgt.

Det blev pointeret fra den næste i talerækken, at vi står overfor et konkret problem. F.eks. at adskillige vestamerikanske storbyer om ikke mange år vil stå under vand. ”Det er jo ikke for sjov, det her”. – ”Så lad os tage naturens side”, replicerede den foregående. ”Så er det bare ikke et humanistisk projekt. Vi gør det faktisk for naturen. Men så kan man ikke bruge menneskerettighederne som rygdækning”.

Den næste spurgte, om vi ikke blandede skylds- og strafdiskussionen sammen: Hvad gør vi? Skal vi indføre regler eller gøre noget andet?

Det er for sent, blev det sagt. Der er ikke noget at gøre, hvad der først udløste en latter omkring bordet, dernæst en ihukommelse af Peter Kemps begreb om skæbnetroen, der siger, at man ikke kan gøre noget. I retssalen betegnede han denne forestilling som falsk, fordi ingen udvikling ville have været mulig, hvis den var sand. Vidnerne lagde op til, at det var muligt at forhindre en 8 graders temperaturstigning og at lande på en stigning under 2 grader. Det er muligt at gøre noget, blev det sagt.

Her afbrød dommeren drøftelserne for at henlede opmærksomheden på de papirer, som publikum havde efterladt.

Publikums bemærkninger

Alle tilhørere i salen havde mulighed til sidst for dels at stemme ja eller nej til spørgsmålet om skyld, dels at give supplerende kommentarer.

Adelaide Bentzon læste de fleste af de fjorten indkomne sedler op.

Der var flest i ja-bunken.

Følgende kommentarer blev mundtligt forelagt nævningetinget:

– ”Vores Livsstil medfører enorme problemer for kommende generationer”.
– ”Nej, dom kan meget sandsynligt lede til et totalitært samfund, der er eksempler i historien for at det kan føre til store katastroer og millioner af menneskers død (kommunisme)”.
– ”Der er kun én vej: udvikling af teknologier, mindre ressourceforbrug”.
– ”Skyldig. Alt andet ville være umenneskeligt”.
– ”Man kunne have presset vidnerne noget mere”.
– ”Straf: forbrugsskat på CO2, som går tilbage, pengene er ligeligt fordelt til hver enkelt person på kloden, med opfordring til at leve mere bæredygtigt”.
– ”Nej: forsvaret for svagt. Hvor er Bjørn Lomborg? Sagen bør gå om og jeg kommer gerne”.
– ”Ja, uden tvivl. Vi har viden nok om klimaforandringer, også selv om vi ikke har samme vidensniveau. Vi kan ikke ikke vide eller hævde, at Vores Livsstil ikke er med til at skabe klimaforandringer”.
– “Naturen har med alle dens ressourcer hidtil været gratis. Den har ikke kunnet sige stop. Men nu har Vores Livsstil skadet den og det er der beviser på”.
– ”Da rygeloven blev indført, var det også vildt upopulært. Men videnskaben havde altså bevis for at rygning var sundhedsskadeligt. Nu må vi gå ad lovens veje. Også selv om det er upopulært. Det er ikke synd for børn at de skal cykle”.
– ”Ja, der er meget klar bevisførelse for menneskehedens livsstil fører til nutidig og fremtidig menneskelig lidelse og dermed brud på menneskerettighederne”.
– ”På trods af uhørt enighed blandt alle verdens forskere fortsætter vi stadigvæk”.
– ”Jeg tør ikke sige nej. Jeg tænker meget på mine børn og deres ve og vel. Vi kan sagtens undvære over halvdelen af det vi indtager og køber”.
– ”Ja, skyldig pga den til vished grænsende sandsynlighed som Jens Christian Refsgaards udsagn opridser. Fordi det bliver fremtidige generationer der kommer til at tage sig af problemerne”.
– ”Ja, visse grupper bør kendes skyldig, der skal differenteres, og der bør lægges afgifter på”.
– ”Ja, der er ingen tvivl om at moderne vestlige forbrugslivsstil er primær kilde til udlednig af CO2. Vi kunne udmærket leve gode liv med andre vaner og forbrug, det er blot de færreste der tror på det. Vores Livsstil fastholder os på en fast forbrugersti der er vanskelig at bryde med. Ikke desto mindre er det bydende nødvendigt at stille om til bæredygtig livsstil. Derfor må vi dømme vores livsstil skyldig”.
– ”Mange livsstile kan føre til gode lykkelige liv. Vi er bare ikke så gode til at omstille os og vi kender kun forbrugskulturen. Derfor er vi nød til at diskutere den kultur og afsøge et alternativ”.

Hver enkelt nævnings vurdering og kommentarer

Dommeren gik herefter videre til næste fase og erindrede om præmissen for hele sagen, at den er meget abstrakt og luftigt. Det må vi acceptere.

Hun kiggede på anklageskriftet og bemærkede: ”Jeg er ikke sikker på at bestemmelserne i straffeloven er tiltænkt handlinger, som her er på tale”, hvilket hun opfordrede nævningene til ikke at være udslagsgivende for deres vurdering af sagen.

Anklagen lyder – parafraserede hun – på at Vores Livsstil i en eller anden fortsætsgrad har gjort indgreb på senere generationers lovhjemlet livsudfoldelse.

Der udspillede sig en kort udveksling mellem nævningene, om anklagen var rejst for naturens eller for menneskenes skyld. ”Naturen er egentlig lige gyldig”, sagde én, ”det er ikke det, at man ødelægger den fremtidige natur, det er det, at den fremtidige natur ødelægger menneskets muligheder”.

Herefter startede en runde, hvor hver enkelt nævning kunne fremføre sine pointer, synspunkter og vinkler på sagen.

Første nævning:
Forsvarerens afsluttende opsummering var det mest præcise og dækkende, syntes første nævning. Anklageren gik rundt i det hele, lidt her og lidt der. Han ville gerne dømme, men man kan egentlig ikke, for der er et hul i loven. Mængden af vidnerne var biased. Det var mere anklagerens vidner end forsvarerens. Man savnede en Lomborg. To årsagssammenhænge der ikke blev fyldestgørende godtgjort: a) Fører vores livsstil til klimaforandringer? Det kommer man nok ikke så langt med, så var man klimabenægter og det var ikke et positivt ord. b) Med hvor stor sandsynlighed ved man, at de fremtidige generationer vil få det utroligt meget sværere ved , 2-8 graders temperaturstigning eller 3 og 5 meters havspejlsstigning? Det er vel ikke som sådan givet, at de ikke kan tilpasse sig. I bevisførelsen så jeg ikke disse sammenhænge godtgjort. Jævnfør en tidligere udtalelse: for 400 år siden dyrkede man korn i Grønland, det gør man ikke længere. – Og så skal man også passe på, at kuren ikke er værre end sygdommen. Hvis vi for at redde den fremtidige menneskehed fra nogle potentielle uhensigtsmæssigheder, der kan komme om et antal år, skal have sådan et Pol Pot-regime, hvor vi alle sammen skal gå i maoistisk inspireret tøj (som forsvareren var inde på), så er det ikke sikkert, at det er det værd, somehow.
– Dommerens parafrase: Du stiller spørgsmål til, om der er den tilstrækkelige årsagssammenhæng imellem Vores Livsstil og det scenarie, at naturen er ødelagt for vores fremtidige generationer.
– Ja.

Anden nævning:
Logikken er rimelig klar, synes jeg. Der blev argumenteret stærkt for, at det her har en effekt på samfundet. Peter Kemp var god til at argumentere for, at der ikke var nogen undskyldning. De blokeringer, vi har, er bygget på falske forudsætninger. Vi har nogle gode eksempler på, at det er muligt at indkredse Vores Livsstil. Så på den måde synes jeg, at logikken er klar nok. Vi er skyldige i, at vi udsætter fremtidige generationer for en risiko.
– Dommeren: Så du er ude i et eventualforsæt.
– Ja, det er jeg. Hvis man skal dømme Vores Livsstil for noget, er det for at udsætte de fremtidige generationer for en risiko. Men det er meget udemokratisk at hæve sig op over flertallet og tillade sig at afsige en dom, når der ikke er en demokratisk vedtaget lov, der støtter op omkring den. Jeg mener godt, man kan sige skyldig, men jeg ved ikke, om man kan idømme den en straf.
– Dommeren: Du lægger altså vægt på, at der et manglende hjemmelsgrundlag. Hvis der er en hjemmel, så befinder vi os nede i den lave del af forsætsniveauet.
– Hvis flertallet ikke ønsker det her, har jeg så ret til at hæve mig over flertallet og sige, at de så skal gøre noget? Det mener jeg ikke. Det mener jeg er et relativt stærkt princip. Hvorefter der kom en sidebemærkning forsvarerens argument om, det ikke var indskrænkning af vores frihed, hvis vi lå under for reguleringer, der forhindrede os i at bevæge os frit: For vi er i forvejen reguleret ved, at jeg ikke må gå ned og slå et andet menneske ihjel.

Tredje nævning:
Jeg tænker forebyggelse. Det er tankevækkende, at man ikke kan løbe rundt om søerne uden at ens lunger er udsat af alle de biler, der kører rundt om søerne. Jeg går ikke ind for, at man forbyder bilkørsel, men jeg går ind for, at man regulerer på nogle ting. For det påvirker alle mennesker, også de der i forvejen er syge. Hvis man regulerede, kunne man spare en masse penge, som man bruger på at rette op på de skader, vi forårsager. Altså, der er en business case i forebyggelse.
– Dommeren: Du peger på at der er et seriøst problem som bør reguleres.
– Ja, for det er et samfundsproblem.

Fjerde nævning:
Vi er i dag blevet meget bevidste om mange ting, vi er bevidste om vores krop, hvad vi putter på instagram osv. Det handler om bevidsthed. Om at lave det rigtige valg. Sundhed, spelt og kerne. Men, som det blev sagt af vidnet Peter Kemp, så er der falske forestillinger bag det hele. Det er relevant. Dette problem handler ikke kun om de fremtidige, men også om de nutidige generationer. I Ethiopien er der 12 mil., der tørker, i et område hvor der intet er. De, der lever der, har intet ansvar for det, men det er dem, der dør for det. Det er dem, der skal lide under det, som vi gør heroppe, hvor vi er så bevidste om os selv. For at gøre det sort-hvidt: Fordi vi er så bevidste om os selv i vores egen lille bobbel her på Vesterbro, så skaber vi faktisk mange forfærdelige konsekvenser for andre i verden, som ikke engang kan tage ansvaret i deres egne hænder. Det synes jeg er relevant. Jeg synes også, der er en kæmpe flaw, fordi det ikke er noget man juridisk kan bakke op omkring. Men jeg synes, at der af etiske grunde er hold i tiltalen.
– Dommeren: Det, du peger på, er, at vi lever i et meget privilegeret samfund, og den unge generation har et meget bevidst forhold til at leve sundt, derfor appelerer du til en større bevidsthed og hensyntagen til fremtidige generationer og folk i andre lande. – Ja, for vi er så bevidste og globaliserede i forvejen, så hvorfor ikke udvide bevidstheden? Det burde kunne lade sig gøre.

Femte nævning:
Jeg har hæftet mig ved det juridiske i samspillet med den videnskabelige argumentation eller mangel på samme. Man kan på den ene side tale om juridisk skyld og på den anden side om videnskabelig årsagssammenhæng. For mig er det hævet over enhver tvivl, at der er en videnskabelig årsagssammenhæng mellem hvad mennesker gør, og hvad der sker i naturen. Og det er videnskabeligt bevist. Hvis man virkelig skulle have det bevist i en retssag, skulle vi nok have brugt mere end et kvarter fra GEUS-manden. For mig handler det om, hvorvidt der er juridisk hjemmel eller ej. Det er det processpillet handler om. Alle juristerne siger, at det ikke er hjemmel.
– Dommeren: Det er også vigtigt, at du taler ud fra det, du synes, og fra det du har oplevet i dag.
– Jeg savner nok, at forsvareren og anklageren gik lidt mere til biddet på det rent juridiske. Det var spændende at høre om bioetikken og positivistisk retsvidenskab, for det kan godt være, at vi ikke er dér, hvor vi kan dømme rent juridisk. Der er ikke juridisk belæg for at dømme, blot fordi vi synes, der er en sammenhæng. Hvis man gør det, nærmer vi os det totalitære. Vi har nogle måder at gøre tingene på, og hvis vi ændrer dem, må vi også ændre dem demokratisk. At årsagssammenhængen er hævet over enhver tvivl, er ikke det samme som, at vi kan afgøre et skyldsspørgsmål her og nu.
En anden ting har med forsæt at gøre. For det er kun indenfor de sidste fem år, at den videnskabelige dokumentation er blevet så massiv, at man skal klynge sig til lidt af et halmstrå for at benægte, at der nok kommer nogle relativt alvorlige konsekvenser. Det tror jeg ikke er sevet hele vejen ned igennem systemet. Jeg tror ikke, man her og nu kan dømme folk for at handle forsætligt. Måske om ti år, hvis ikke man har gjort noget, så vil jeg nok sige, at man kan tale om et forsæt.
– Dommeren: Du peger på en videnskabelig årsagssammenhæng, men stiller spørgsmål til, om der er en tilstrækkelig juridisk hjemmel til at idømme en straf, og hvis der er tale om bevidst forsæt, er det noget, som kun de yngste generationer er orienteret om.

Sjette nævning:
Jeg synes, at vi er blevet forelagt beviser for, at mennesket er skyld i en masse miljøproblemer. Den side af sagen er jeg ikke i tvivl om. Men jeg synes, det er et spørgsmål, om det er de nutidige mennesker, der kan stå anklaget for det her. Det er jeg meget i tvivl om. Det er ikke noget, der er forårsaget af vores generation, men af utroligt mange generationer tilbage i tiden. Så har jeg svært ved at se, at vi alene er skyldige. Dermed har jeg ikke sagt, at man kan gøre noget ved det.
– Dommeren: Du peger på det historiske perspektiv.
– Ja, og jeg tænker at det ikke er noget man kan regulere ved straf. Dybest set.

Syvende nævning:
For mig handler det om, hvordan vi skal få viden udbredt, så vi kan gøre det bedre. Hvordan få det igennem til folkeskolebørn? Hvis man siger noget til børnene, så ville man blive upopulær, for det er for sent at gøre noget. Det sker jo alligevel. De kommer til at gøre rent efter mig ved at jeg kører i min bil osv. Vi er nød til at gå igennem folkeskolen for at få udbredt bevidsthed om problemet. Også hvad angår forurening. Vi skal finde alternativer og vi skal oplyses. Man skal have viden for at begrænse sig selv. For i virkeligheden er det håbløst.
– Dommeren: Du siger, at der er et seriøst problem, og du mener at oplysning er vejen frem.

Ottende nævning:
Det er ikke menneskene, der er anklaget, det er Vores Livsstil, der er anklaget. Den har været mange år undervejs. Broncealderens mennesker, der brændte skove af, vidste nok ikke bedre, så de kan nok godt friholdes. Det har alligevel været længe undervejs. Jeg hæftede mig ved eventualisforsættet: manden med tændstikken. Vi har i lang tid vidst, at det nok ikke var rigtig smart, det vi gjorde. Men vi smed den tændstik alligevel. Så kan det godt være, at en brandmand kan nå at få ilden i høstakken stoppet. Men det kan også være at det ikke lykkes. Vi har stadig gjort det, velvidende at det ikke var smart. Derfor er Vores Livsstil skyldig.
– Dommeren: Du hæfter dig ved, at det ikke er personen det handler om, det er Vores Livsstil som begreb. Du mener, at der har været et tilstrækkeligt bevidsthedsniveau. Vi har vidst det.
– Ja.

Niende nævning:
Jeg vil tage udgangspunkt i vidnet Jennie Kaae Ferrara. Hun traf en beslutning for miljøet og naturen, og det går åbenbart ud over hendes relationer. Det hele handler om mennesker. Det er menneskerettighederne, vi har i spil. Anklageren repræsenterer de fremtidige generationer, men når vi griber ind i naturen, så rammer det jo også nutidens mennesker. Det kan godt være, at nogen, måske også de tilstedeværende her, er så privilegeret, at vi godt kan tage noget på os, uden at det ødelægger vores livsvilkår. Man behøver ikke at gå til Bangladesh, der er også hjemløse her, der er masser af fattigdom i Europa. Jeg er bange for, at særlige regulativer kommer til at ramme skævt og bringe det humanistiske ærinde på afveje. For hvis særlige regulativer skal indføres, er jeg bange for at det rammer de mindre priviligerede hårdest. Så jeg tror, at der er en risiko for at skabe social ulighed med et miljømæssigt argument.
– Dommeren: Du er usikker på hvilken virkning, regulativer vil få, også for mange i nutiden.

Efter den sidste og niende nævnings kommentar, fik arrangørerne lov til at fremkomme med nogle afklarende bemærkninger.

Afklarende bemærkninger

Adelaide Bentzon: Hvad angår kvoter, så vil en hjemløs eller en fattig fra Bangladesh ikke bliver straffet lige så hårdt som f.eks. os, der sidder omkring dette bord, fordi de i forvejen ikke udleder særligt meget. Det er en langt større omstilling for en den priviligerede end den mindre priviligerede.

Sylvester Roepstorff: Der er vist undersøgelser, der viser, at de miljøbevidste (den kreative klasse) udleder meget og de mindre miljøbevidste (DF-segmentet) ikke udleder særligt meget.
Vores Livsstil kan godt beskives lidt mere præcist. Vores Livsstil omfatter ikke folk i Bangladesh, men findes hovedsaligt indenfor en vestlig og kapitalistisk kultursfære. Desuden er den her bestemt udfra mængden af CO2-udledning, der er forbundet med en industriel historie. Derfor er der også indenfor dette territorie en masse mennesker, der falder udenfor, fx en hjemløs, hvis livsstil ikke er under tiltale. Samtidig er der udenfor territoriet mange mennesker, som har en anden livsstil. Det fører mig videre til bioretten, der handler om forholdet mellem menneske og natur. Dette forhold og en sag som denne er (såvidt vi har fundet ud af) ikke omfattet af loven. Det var derfor, vi tog bioretsafsnittet med i anklageskriftet. Der er de positive retskilder, som er nedfældet, og så er der de andre kilder, f.eks. præcedens. I kommentaren til straffeloven anfører forfatteren, at ”kultur-tradition” kan fungere som retskilde (s. 118). Selv om man kan sige, at det er udemokratisk at dømme uden, at der en positiv lovhjemmel, så står det faktisk i kommentarerne til straffeloven, at man også kan bruge kulturtraditioner som retskilde. Det var det som afsnittet om bioretten og bioetikken handlede om, at der er et etisk grundlag for at rejse en sådan tiltale. Tankegangen er, at selv hvis ikke vi havde straffeloven, ville en etik funderet i kulturtraditionen være en gyldig retskilde.
– Dommeren: Hvis det skal være en egentlig hjemmel, så skal det være forventeligt.
– Sylvester Roepstorff: Ja, den tiltalte skal have en chance for at kunne gennemskue og forudsige dommen. Det hvad der forstås ved ’retsprincippet’, såvidt jeg ved.

Herefter fulgte en diskussion om skyld og straf. En sagde, at hvis strafudmålingen går på individdet, ville stemmen gå i retning af ikke-skyldig. Synspuntet var, at det er et strukturelt ansvar.

Her forklarede Sylvester Roepstorff baggrunden for anklagerens påstand. De personlige CO2-kvoter, der skal reduceres med 10% pa. pr. person, er nogenlunde den kurve, man skal følge for at nå 0 % udledning i 2050 for derved at have en overvejende sandsynlighed for at holde temperaturstigningen under 2 og måske også 1,5 grad. Han pointerede, at det er en meget drastisk reduktion.

Dommeren bemærkede, at anklageskriftet gik på noget kollektivt, mens påstanden gik på noget individuelt.

Roepstorff forklarede det praktiske i forslaget: At der for hvert produkt, man køber, er udregnet og påhæftet den mængde CO2, som dette produkt har udledt. Hver borger har et budget, som må bruges efter forgodtbefindende.
– Det kunne Pol Pot ikke gøre bedre, lød det spontant fra en nævning, hvad der fik en anden til at replicere:

– Pol pot har været nævnt flere gange. Det er livsstilen der er anklaget, og for mig at se har livsstilen haft nogle konsekvenser, som måske ikke er uoprettelige, men de er ret sværre at gøre noget ved. Hvis den erklæres skyldig, så kan vi jo bagefter se på, hvad man kan gøre. Vi behøver jo ikke at indføre et Pol Pot-regime. Vi har jo mange andre muligheder for at gøre noget, andre måder at regulere på det.

Dommeren belærte nævningene om, at man i normale straffesager ikke er bundet af påstandene. Dommerne og nævningene kan godt udmåle en helt anden straf end anklageren eller forsvareren har nedlagt påstand om. I det strafferetlige system har vi nogle bestemte straffemekanismer, men det her er jo selvfølgelig vanskeligere. Jeg synes I skal have lov at være frie i jeres påstande.

Afsluttende drøftelse om skyldsspørgsmålet

– Meget kan dokumenteres, sagde en nævning. Vi falder i de blokeringers fælde, som Peter Kemp talte om. F.eks. skæbnetroen, hvor man bare lader skæbnen råde og opgiver at gøre noget selv. Kan blokeringerne holdes ansvarlige? Godtager vi dem eller godtager vi dem ikke? Kernen i vores uenighed her, som jeg ser det, er disse blokeringer. Jeg har ikke nødvendigvis ret, men jeg kan mærke, at der er forskellige holdninger til det.

– Det er uretfærdigt, at nogle er holdt op med at flyve eller slet ikke kan flyve, mens andre gør det alligevel. Hvis vi fik en eller anden økonomisk regulering, så ville det ikke føles lige så uretfærdigt.

– Jeg kunne godt tænke mig nogle flere argumenter omkring det lovmæssige. Man må ikke med forsæt gøre skade på andres person eller formue, står der i straffeloven. Er der nogen der vil argumentere for at Vores Livsstil ikke gjorde skade på andres formue el. person? Er der nogen der vil fremføre det argument?

Før dette spørgsmål nåede at blive besvaret, fængede diskussionen om forholdet mellem individ og kollektiv:

– Når vi taler om en helhed af mennesker, så kan man ikke tale om, at den enkelte gør uret. Man er nød til at anlægge en gennemsnitsbetragtning. Uanset hvilken straf, man kan udmåle, vil det altid have en uhensigtsmæssig virkning på nogen mennesker på denne her jord. Man er nød til at se, hvad der er mindst uhensigtsmæssig.
– Der er ikke ført bevis for, at vi ikke kan tilpasse os. Selv hvis vi ikke kan dyrke korn, så kan vi sejle i kajak og skyde sæler.
– Hvad så med Ethiopienseksemplet, som er blevet fremført? Tørken i Ethiopien er en her-og-nu-konsekvens, så føler du dig ikke overbevist om, at der er en sammenhæng mellem livsstilen og tørken i Ethiopien?
– En tredje brød ind: I mit hjerte vil jeg gerne sige, at vi er skyldige, men det er fordi, jeg ser et kort for mig, der har gjort stort indtryk siden min barndom. I Zoologisk have er der dette kort, når man har været hos krokodillerne. Her ser man mennesker og natur visualiseret overfor hinanden. Der er tal, der viser, hvor meget menneskebestanden går op, og hvor meget regnskoven går ned. De er så vilde, de tal. Hver gang man har været der, er tallene endnu vildere. Hvor meget er Vores Livsstil skyld i, og hvor meget er befolkningstilvæksten årsag til? Den eksploderer jo, og det sker i den tredje verden. Det er derfor jeg ikke kan lide mit eget argument.
– Dommeren: Det er spørgsmålet om der er andre årsager?
– Og det er der jo.

– Dommeren: Det interessante er, hvad der er forventeligt i forhold til hvilken skade man udøver. Der kan være andre årsager, men har det været forventeligt og beregneligt i en eller anden forsætsgrad, at handlingen har medført den omtalte skade? En handling, der ikke kun har været udført af os, men også af de tidligere generationer.
– Og hvis det har været forventeligt, spurgte én, så er den skyldig?
– Ja, svarede dommeren, det er det vi er ude i: Der er noget, der ligner. Det er ikke noget, der står direkte i straffeloven eller i menneskerettighederne, og så skal vi ud i det her med bioretten, som er et noget luftigt begreb.

Så lad os ikke hænge os for meget i det strengt juridiske, sagde dommeren, men vurdere, hvad man har kunnet betragte som forventeligt. Kunne Vores Livsstil godt have sagt sig selv, at dette ikke var i orden? Og har man gjort det alligevel?

I 50’erne, i min barndom, talte man om forurening, sagde den næste.
– Ja, men var man klar over det store perspektiv? replicerede en anden. Ét er, at der kommer et sodlag på en mark, noget andet er, at en millionby bliver oversvømmet.
– Det er i hvert fald mange år siden, svarede den første. Jeg er uddannet i begyndelsen af 70’erne, dengang talte vi i hvert fald meget om det.

Dommeren parafraserede en passus fra anklageskrifther, hvor det hævdes, at Vores Livsstil har gjort indgreb i senere generationers livsudfoldelse. Denne livsudfoldelse er altså betinget af, at naturen stadig er på en sådan måde, at vi kan leve rimeligt ubesværet på den, tænkte dommeren højt.

Afgørelse af skyldsspørgsmålet

Dommeren sagde, at der nu havde været tilkendegivet mange meninger, og mindede alle om, at det var en processpilsskitse, der satte fokus på nogle alvorlige miljøproblemer. ”Det er det gamet går ud på. Nu går vi med på gamet indenfor disse kunstneriske rammer. Nu har I sagt noget, I har påvirket hinanden og I har hørt hvad tilhørerne har haft af kommentarer. Så nu kan vi lige tage et par minutters pause, hvorefter der så er stemmerunde. ”Normalt er det sådan, at de ældre må ikke påvirke de yngre, så vi stemmer i aldersrækkefølge”.

Men to tidligere diskusioner lod sig ikke lægge ned: dels den med gennemsnitsbetragtningen, dels om det var for naturens eller menneskets skyld.

– Uanset om man gør noget, så er der altid nogen der bliver ramt. Hvortil den næste replicerede:
– Det er sagens kerne. For hvis en ø synker i havet, så kan man bare flytte et andet sted hen. Man må anlægge en gennemsnitsbetragtning.

Sylvester Roepstorff frembragte som en ny begrebsafklaring endnu et par karakteristika af Vores Livsstil (som også stod i anklageskriftet), nemlig umætteligheden og en teknologifrembringelse, der har ledt til høj CO2 udledning.

– Men, spurgte en nævning, taler vi om klimaforandringer eller skader for mennesker?
– Klimaforandringer medfører skader, sagde en anden nævning.
– Ja, de er kun interessante ved det, at de medfører skader, sagde den første igen.
– Det er det, der står i anklageskriftet. Der er skader på andres person eller formue.
– Det er en abstrakt skitse, pointerede dommeren for at kunne skride til afstemning, som ikke bliver fuldstændig.
– Det accepterer vi, sagde en tredje, hvilket udløste latter i forsamlingen.

Roepstorff svarede, at det ville have været en anden sag, hvis ikke der havde været mennesker! I bioretsafsnittet i anklageskriftet er FNs deklaration anført, der siger, at alle har lige ret til CO2-udledning. Ergo har mennesket også en ret til at være på jorden.
– Det er enormt vigtigt, mente den næste. Vi mennesker er jo ikke lige meget værd, hvis befolkningen fra Maldiverne bare skal flytte.
– Så er det ikke en gennemnsnitsbetragtning vi er ude i.
– Det er også næsten for oplagt. Bare der er 3 mia, der får det bedre, så …
– Hele dagen er gået ud på, at så kan Maldiverne bare synke. Så har vi helt overset denne her del, hvor der står, at alle mennesker er lige meget værd. Det er alle mennesker der mærker konsekvenserne af det her.

Roepstorff uddybede, at i oplægget blev der ikke skelnet skarpt imellem mennesker og natur, fordi mennesker er en del af naturen. Hvis man ødelægger naturen, ødelægger man også menesket.
– Hvis vi accepterer, at de 5 % af verdens befolkning, der har det værst, får det værre, har vi det der med at Maldiverne: skidt med dem!
– Det er, når man ser på det kollektivt, at det bliver meget mere mudret. Man kan ikke lave andet end at anlægge en gennemsnitsbetragtning, for der er altid nogen, der bliver ramt. Vi kommer så til at hæmme arbejderen i Bangladesh i at leve et godt liv.
– Det behøver ikke kun at være det. Orkanerne i USA bliver mere og mere alvorlige, og det er Vores Livsstil årsag til, så det behøver ikke kun at have virkning i Bangladesh, det påvirker også os.

Dommer roste nævningetinget for at være så engageret, men hun måtte sætte foden ned for at give alle to minutter til at overveje ”i jeres egne hoveder. Et ja er skyldig, et nej er frifindelse. Husk at I stemmer efter egen overbevisning og ikke hvad I har hørt fra andre eller fra Sylvester, fra mig eller Adelaide. Det er helt fair, at I mener noget forskelligt, det viser nuancerne i det. Der må gerne tales, men man også have lov ikke at blive talt til. Ingen får at vide, hvem der har stemt hvad. Alt er fortroligt. Afstemningen bliver her hos os. Jeg synes vi skal, og det normal procedure, at vi laver en fortrolighedsaftale, at det, vi stemmer her i dag, er fortroligt. Så hvis der kommer nogen fra DR og spørger: hvad stemte du? så svarer I: det er fortroligt, for det blev afgjort i et voteringsrum af nævninge. Så de får bare stemmetallet”.

Herefter blev der summet og talt i alle hjørner. Én sagde, at det ikke var til at vide, hvad alle indkøbene egentlig forårsagede af miljøskade. Kan menesket selv forstå, hvad der forårsager det her? blev der spurgt i en samtale. ”Hvad skal jeg ændre i min livsstil?” – Samtalepartneren sagde: ”Det er Vores Livsstil, der skal ændres, det er ikke dig, der skal ændre det? Det er ikke dig, der er anklaget, det er Vores Livsstil. ”Jamen, så tror jeg at jeg er ved at være klar”, var svaret på den replik.

Afstemningen viste:  syv for skyldig og to for uskyldig.

Retten erklærer derfor Vores Livsstil for skyldig.

Drøftelse af strafudmåling

Dommeren mindede om, at de, der har stemt ikke-skyldig har en lige så vigtig stemme som de, der har stemt skyldig.

Dommeren mindede desuden om, at straffeudmålinger normalt handler om bøder, fængsel, udvisning og lignende, men at det ikke var det, der var på tale nu. Anklageren har nedlagt en meget bestemt påstand og forsvareren har også nedlagt en gradueret påstand. Men hun åbnede muligheden for forslag til helt andre straffe.

Der blev indledt en hurtig runde (i en ny rækkefølge) for at høre, hvad hver nævning mente var en passende straf.

Første nævning

– Jeg tror meget højere grad på oplysning. Der skal ikke straffes. Man kan ikke straffe her. Der er brug for oplysning.
– Dommer: Kan du konkretisere det?
– En strafudmåling ville ikke kunne lade sig gøre og være meget uhensigtsmæssig.
– Dommer: Har du kommentarer til det med oplysning?
– Ja, den vej vi går nu med COP’erne, den bevidstliggørelse af konsekvenserne af vores handlinger, de initiativer der sker internationalt. Oplysningen skal være rettet mod de regulerende instanser. Men det kan slet ikke lade sig gøre at gribe ind og sige, at alle kun skal have en given mængde CO2.
– Dommer: Er det en appel til lovgiver?
– Ja.
– Dommer: Hvad er opgaven for lovgivningen?
– At øge viden om konsekvenser og at tænke i teknologiudvikling og at agere igennem FN. Det er et internationalt anliggende, det kan ikke være nationalretsligt.
– Dommer: Altså ingen CO2-grænser, men foranstaltninger, der kan skabe offentlig opmærksomhed omkring problematikkerne og finde alternative løsninger på problemet?
– Ja.

Anden nævning

– Vi er i et tidligt stadie omkring, hvor bevidste vi er. Jeg er i tvivl om, hvor bevidst Vores Livsstil er om sine egne konsekvenser. Men man kunne imødekomme dette forhold ved en bøde, der er stigende med tiden. Jo længere tid man ignorerer det, som nu er blevet stadfæstet, des højere bøde.
– Dommer: Bøde til hvem?
– Til Vores Livsstil. De, der vælger at fortsætte denne livsstil, ville blive straffet med bøde.
– Dommer: Det er altså en appel til lovgiver om at fastsætte bødestraffen. Der skal laves en lovhjemmel for, at der overhovedet kan udstikkes bøder. Det kan være til virksomheder eller til borgere under bestemte forudsætninger. Du mener der burde lovgives?
– Men jeg har et spørgsmål til dommeren: Hvis man overtræder straffelovens § 183, så er der en række strafudmålinger, ikke? Jeg ved ikke om man fremadrettet skal lave loven om. Det er jeg lidt imod. Jeg vil sige, at man skulle have den straf, som den paragraf man overtrådte udstak.
– Dommer: Du kunne godt tænke dig eksakte lovregler omkring CO2-udledning, klart angivet, nogle størrelser i forhold til individer og virksomheder med nogle konsekvenser, hvis man overtrådte disse regler?
– Ja, det skulle være en udvidelse af miljølovgivningen.
– Dommer: Det skulle være en del af miljølovgivningen, at det skulle udløse bødestraf at overskride visse co2-grænser?
– Ja, så der kom en eller anden sammenhæng imellem konsekvenserne og handlingen. Når nu Maldiverne forsvinder, så kommer det til at koste, og det skal nogen betale.

Tredje nævning

– Jeg er enig i at det skal gå over det statslige niveau, men jeg synes også, det er enormt svært. Efter COP 15 skete der ikke rigtig noget. Så begyndte de bare at sælge det. I Paris skete der noget vildt, der blev det vist, at vi gerne vil gøre noget ved det. Der er så mange interesser. Hvordan skal man ellers skulle gøre det? At gøre det på individplan er besværligt. Man burde regulere, og det kan vi gøre igennem oplysning. Det har vi gjort indtil nu. Vi har ændret så meget på Vores Livsstil i forvejen, så vi selv får det bedre. Hvis man kunne udvide oplysnigen. Nu skulle det handle om at ændre Vores Livsstil, så vi alle sammen kunne have det godt. Så kunne der komme noget godt ud af det.
– Dommer: Hvad kunne kollektiv straf være?
– Det er også svært at indføre, at hvert enkelt individ, der tjente over et vist beløb, kun må spise så og så meget kød om året. Det er jo vildt besværligt at organisere.
– Dommer: Hvad kunne du tænke dig, kvoter?
– Det lyder rigtig smart. Det er ikke alle, der har lige meget ansvar. Kvoter kunne være smart. Men måske fremmer det social ulighed.
– Dommer: Skal det handle om, hvor meget hver enkelt individ må udlede?
– Det synes jeg godt man kunne.
– Dommer: Så man skulle forpligte sig i forhold til andre mennesker?
– Det kunne man godt gøre. Hvis man har behov for at besøge nogle på den anden side af jorden, så må man bare gøre det hvert tredje år i stedet for hvert år. Men der skal også mere oplysning til. Jeg tilslutter mig dog synspunktet, at vi nok ikke rigtig ved i hvor høj grad det, vi gør, påvirker vores medmennesker og vores klode. Der er ikke så mange, der sætter sig ind i, hvad det betyder, og det er, hvad denne anklage handler om.
– Dommer: Som motivation for det enkelte menneske kan man godt anlægge en gennemsnitsbetragtning om, at vi i Danmark pr. person skulle udlede en bestemt mængde CO2 og det kunne vi forpligte os til internationalt.
– Der er helt sikkert mange, der synes, det er unfair. Men jeg tror egentlig godt, man kunne indføre det.
– Dommer: Måske suppleret med nogle indenretlige regler i noget miljølovgivning om hvad virksomheder må og ikke må? men selvfølgelig ud fra nogle demokratiske principper.

Fjerde nævning

– Det er meget kompleks. Jeg tænker ikke, at straf er det, der skal til. Jeg tror på oplysningskampagner. At man gør det cool at være med på beatet, at gøre det trendy, men straf? Nej.
– D: du tænker, at det er mere på det psykologiske plan, det handler om oplysning og skabe en menneskelig motivation og forståelse på den lidt mere cool måde, inspireret af vidnet Thorsmark.
– Ja.

Femte nævning

– Strafudmålingen skulle være debat og oplysning.
– Dommer: Så du vil faktisk gerne straffe politikerne eller journalisterne? (Latter).
– Jeg mener mere, at man rent filosofisk godt indenfor demokratiske rammer kan kræve, at journalister og politikere sætter sig ind i denne problematik. Fordi deres beslutninger også rammer os andre mennesker. Man skal enten lave opfordringer eller forpligtigelser til, at der skal gives oplysninger om loven.
En anden ting jeg vil plædere for er obligatorisk undervisning og oplysning til alle.

Sjette nævning

– Hvis man skulle have en straf, ville jeg foreslå, at man havde en skat eller en afgift på CO2, så meget på en bøf, så meget på en elpære, så meget på en flyrejse, og så skulle de penge øremærkes til nye teknologier, der kunne fjerne det problem once for all.
– Dommer: En øremærket afgift til specielle udviklingsformer.
– Ja, for guds skyld ingen stalinistiske kvoter eller påbud om udskiftning af alle pærer af type a eller overflyvning af landet af socialdemokratiske fly, der skal termografere alle tage for at se om de er utætte. Det ville være min holdning.

Syvende nævning

– Det må være noget med nogle kvoter.
– Dommer: Hvordan skulle de være?
– Absolut ikke på individniveau. Det er virkelig vigtigt. Staten må pålægge virksomheder nogle begrænsninger. Det er jo produktioner, der gør det. Det skal ikke ligge hos forbrugeren. Jeg synes, det skulle ligge i selve muligheden for at købe. Jeg synes godt, der kan være sådan en type afgifter, hvor det er billigere at købe tøj, der er mindre CO2-belastende. På samme måde som vidnet Cecilie Thorsmark nævnte, at man er i gang med at udvikle kategorier af tøj, så man kan se hvor miljørigtigt det er. Det er meget fint, men det betyder så bare, at det mest miljørigtige stadig er det dyreste. Det skal vendes om. Det der er mest miljørigtigt, skal være det billigste.
– Dommer: Kvoter på virksomheder og afgift med henblik på at regulere forbruget.
– Ja, at regulere forbrugerens adfærd ved at gøre det miljørigtige billigere.

Ottende nævning

– Jeg tænker også meget oplysning på alle niveauer, men så tænker jeg også afgifter. Det er jo fuldstændigt vanvittigt, at det skal være så billigt at flyve. 200,- kr. til London. Det er mærkeligt. Man kunne sagtens lægge afgifter på alle de ting, vi ved er slemme, og så ville det blive betydeligt dyrere at flyve, at spise bøffer osv. Det kunne også være det samme med tøjet. Så kunne man jo selv vælge. Hvis man gerne ville have noget bestemt, så kunne man spise havregrød for resten. Så er menneskets frie valg bevaret. Jeg synes, det er meget vigtigt, at man selv kan bestemme. Man har stadig væk et frit valg, selv om man skal prioritere.

Niende nævning

– Jeg mener, man skulle tvangsindføre undervisnign i skolen. Der er for lidt af det. Man går udenom det. Man skal vide, hvad det er, man gør i dagligdagen. Man er nød til at lægge nogle straffe på folk, der ikke overholder det. Både på individer og fabrikker. CO2-afgiften bør skærpes.

Det meste af det sagte er appel til lovgiver, konkluderede dommeren.

Herefter var der mange drøftelser om hvordan man skulle indføre undervisning, oplysning og afgifter.

Fastsættelse af straf

1. Undervisning
På forslaget om obligatorisk borgerundervisning stemte 6 for, lidt senere ændrede én nævning sin stemme, så det endte på syv stemmer for.
VEDTAGET.

2. Afgifter
A. På forslaget om, at der pålægges en særlig afgift øremærket til forskning og udvikling af teknologier på de varer, der er skyld i en produktion, der udleder ekstraordinært meget CO2, stemte 7 stemmer for.
VEDTAGET.

B. Den anden del af forslaget om afgifter drejede sig om at modvirke social slagside i forsøget på at adfærdsregulere forbrugeren i en mere CO2-neutral retning via afgifter. For dette forslag stemte 7 nævninge for.
VEDTAGET.

En nævning følte sig herefter kaldet til at formane de andre nævninge: Må jeg komme med en mindretalsbemærkning: Disse forslag er jo egentlig fine, og jeg vil tillade mig at sige velmenende, jeg vil også mene at de er meget naive. Jeg tror ikke, vi gør os begreb om, hvor stor en omvæltning vi skal ud i, hvis vi rent faktisk skal nå nogle af de klimamål, der er sat. Afgifterne må i så fald blive så store, at arbejdsløsheden kan nå 20-30 %. Vi taler om seriøse omkalfatringer. Jeg synes det er synd, hvis vores straf ikke på en eller anden måde er opmærksom på det faktum, at det formentlig slet ikke vil løse problemet, samtidig med at, hvis vi rent faktisk gjorde det så voldsomt, som det kræves, ville andre ting gå helt i smadder.

Sylvester Roepstorff: Hvilken straf ville du så foreslå?
– Der er jeg skakmat. For der er overvejelser, vi ikke har gjort os. Det er også en del af problemet, for vi overser, at det ikke kan lade sig gøre at planlægge det. Så lukker vi lidt øjnene for det.

Herefter fulgte en længere diskussion om indførelse af kvoter på virksomhedsplan.

3. Kvoter
A. At man fra lovgivers side revurderer eller vurderer CO2-kvoter for virksomheder indenfor hver enkelt branche med en konsekvens af bødestraf.

Dilemmaet, at vi pga vores begrænsede jurisdiktion kun har mulighed for at indføre kvoter i Danmark og at virksomheder vil flytte ud af landet, hvis kvoteordningen kun gælder i Danmark, medførte en udvidelse af forslaget,

At man vil forpligte lovgiver på i hvert fald at forsøge at indgå aftaler på EU- og andet internationalt niveau.

Fem nævninge stemte for dette forslag.

Da forslaget skal have 2/3 af nævningene for at blive vedtaget, blevet dette forslag

IKKE VEDTAGET.

B. Afstemning om forsvarerens påstand: 5 % årlig reduktion pr. borger af individuelle kvoter blev stillet til afstemning.

Sylvester Roepstorff forklarede forslaget: På ethvert produkt står angivet, hvor meget CO2, der er brugt på at lave dette produkt, så en virksomhed kan sælge meget, hvis det er et CO2-neutralt og meget lidt hvis ikke det er et CO2-neutralt produkt. Det er et nationalt anliggende, som staten administrerer.

Det blev efterlyst at lave et nationalt CO2-budget, så hvert enkelt land forpligter sig til at reducere, men at staten så selv kan administrere, hvordan kvoten skal fordeles. Men dette forslag kom (grundet tidsbegrænsning ikke til afstemning).

Dommeren mindede om straffens forskellige elementer. Dels dét, at én har gjort noget forkert, derfor skal han eller hun have en bøde, men der er også det fremadrettede og præventive element, at man vil prøve at forhindre at noget lignende kan ske igen.

Forsvarerens påstand fik i afstemningen: Tre stemmer for.
IKKE VEDTAGET.

C. Anklagerens påstand fik i afstemnngen: Nul stemmer.
IKKE VEDTAGET.

Hermed blev voteringen erklæret for afsluttet.